Mange grundejerforeninger har problemer omkring deres forsikringer. Enten fordi man ikke er bekendt med, at man kan blive holdt ansvarlig som grundejerforening eller som følge af, at forsikringsselskaberne ikke kan eller vil tilbyde de nødvendige forsikringer.
På PL's landsmøde er det i sin tid vedtaget, at pakken er kollektiv og pligtig for medlemsforeningerne. Dette er ud fra to centrale betragtninger:
PL er de eneste på markedet, der kan tilbyde denne samlede forsikringspakke og dette sker kun til medlemsforeninger i Parcelhusejernes Landsforening.
Det skal pointeres, at en forsikring selvfølgelig ikke fritager for at foretage løbende eftersyn af f.eks. legepladser, eller at man udviser normal omhu ved varetagelse af sine eventuelle hverv.
Forsikringspræmie forfalder 1. januar i et givet forsikringsår og betales snarest muligt jf. udsendt opkrævning.
På dette link kan du se prisen på forsikringspræmien.
Forsikringspakken består af følgende elementer:
Retshjælpsforsikringen giver økonomisk hjælp ved retssager. At denne forsikring i hæftet er benævnt Bygningsforsikringspolicer understreger blot, at PL (og vore samarbejdspartnere) har måttet udfolde kreativitet i at få sammensat denne forsikringspakke med netop det indhold, som PL har ønsket. Retshjælpsforsikringen er fokuseret på sager, der rejses mod en forening.
Kautionsforsikringen (også benævnt underslæbsforsikring) giver en økonomisk sikring af grundejerforeningen i det tilfælde, at kassereren (guderne selvfølgelig forbyde det) løber med kassen. Forsikringen dækker med op til 30.000 kr. pr. skade pr. forening pr. år uden selvrisiko. Ud fra dækningsbeløbet bør man selvfølgelig foretage en afvejning af kassererens muligheder for på egen hånd at råde over beløb ud over denne størrelse. Hvis det er nødvendigt kan en yderligere dækning for den enkelte forening arrangeres.
Erhvervsansvarsforsikringen dækker bl.a. ansvar for fælles stier, legepladser og grønne områder. Forsikringen dækker med op til 5 millioner kr. ved personskade og 2 millioner kr. ved tingskade. Ved tingskade er der en selvrisiko på 2.000 kr. pr. skade. Ved personskade er der ingen selvrisiko. For så vidt legepladser er det en betingelse, at denne tilses og vedligeholdes minimum 2 gange årligt, og vi tilråder af dokumentationshensyn, at man indfører disse tilsyn i bestyrelsens protokol. Herudover gælder selvfølgelig, at legepladsen skal være byggesagsgodkendt og at man lever op til de bestmmelser, der måtte være i det for godkendelsen gældende bygningsreglements bestemmelser. Du kan læse nærmere om legepladser her: Legepladser
Endvidere dækker forsikringen ansvar for arbejdsredskaber, også når disse drives ved motorkraft. Det er dog en forudsætning, at redskaberne ikke er omfattet af Færdselsloven, hvor man skal tegne særskilt lovpligtig motoransvarsforsikring. Se i øvrigt undtagelser nedenfor.
Endelig dækker forsikringen ansvar for bådebroer og kolonihaver.
Bestyrelses- og ledelsesansvarsforsikringen dækker bestyrelsens dispositioner (eller evt. mangel på samme) under varetagelse af deres hverv, der medfører en erstatningspligt. Forsikringen dækker med maksimalt 2 mio. kr. pr. skade.
Rådgiveransvarsforsikringen dækker det enkelte bestyrelsesmedlems rådgivningsansvar over for grundejerforeningens medlemmer med 50.000 kr. med en selvrisiko på 2.000 kr. Det er dog en forudsætning, at rådgivningen angår forhold, som bestyrelsesmedlemmet i denne egenskab - og alene i denne egenskab - må forventes at have et tilstrækkeligt kendskab til. Rådgivningen må dog under ingen omstændigheder dreje sig om finansiel, anden økonomisk eller byggeteknisk rådgivning.
Arbejdsskadeforsikring
Ansvarsforsikring dækker risikoen for arbejdsulykker ved lønnede eller ulønnede arbejdsforhold, der går ud over, hvad man normalt kan forvente af frivillig medlemsindsats/-arbejde. I så fald er det lovpligtigt at have tegnet en sådan forsikring.
Sådanne arbejdsforhold omfatter også bestyrelsesmedlemmer, der udfører hverv ud over, hvad man kan sige er egentlig bestyrelsesfunktioner. Udføres arbejdet efter aftale med et firma, er det dennes forsikring mv. der dækker.
Der er således ikke tale om en generel ulykkesforsikring.
Det er lykkedes PL fra 1.7.2013, at få en Netbanks-/Hackerforsikring med i PL’s forsikringspakke.
Vi har haft mange forespørgsler om problemet, og det har været vigtigt for PL at få medtaget denne forsikringsdel, idet foreninger ikke lige som private bankkunder er dækket af en forbrugerbeskyttelse.
En G/F er en selvstændig juridisk enhed og er derfor erhvervskunde i en bank.
Forsikringshæfte - generelt indhold
Forsikringsbetingelser - De nærmere gældende forsikringsbetingelser for de enkelte forsikringselementer kan ses under menuen Forsikringsbetingelser. Dette kræver dog, at man er logget ind ved brug af medlemsnummer og adgangskode.
Anmeldelse af et forsikringsforhold